Et udvekslingsår i Argentina.

Nu nærmer tiden jeg virkelig hurtigt. Jeg sider nu her, den sidste dag før afgang, og kan ikke helt forstå hvor tiden blev af. For omkring en måned siden begyndte jeg at glæde mig til at komme hjem, men de sidste to uger har bare været et stort ønske om at kunne blive her lidt endnu.

Det har været et år jeg aldrig vil glemme. Et år, som har gjort så stort et indtryk på mig at jeg slet ikke kan beskrive det. Jeg har skullet kæmpe lige fra starten af, kæmpe med mig selv, med at lære og overvinde evt. generthed. Der har været nætter hvor jeg har grædt, og grædt, fordi de var så svært at blive ved med at se det gode i ikke at være sammen med alle dem derhjemmefra, men efterhånden blev det nemmere og nemmere, efterhånden som jeg fik denne verden ind under huden.

Jeg har haft oplevelser her, som jeg aldrig vil glemme, og som mange i hele deres liv aldrig har haft. De sider på nethinden mere klart end noget andet jeg førhen har set. Også dem jeg har oplevet det med har fået en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg har lært mennesker at kende fra hele verden, har fået et indblik i livet mange forskellige steder på jorden. Jeg kunne stå med en globus, køre den rundt og så med lukkede øjne sætte fingeren et hvilken som helst sted og tænke “ahh, der bor jo…” Og så kan jeg føle at uanset hvor henne i verden jeg kommer, vil jeg altid have en ven.

Jeg er blevet fanget af det smukke i landet her, og har lært at leve med det knap så gode. Jeg kan se folk leve i et blikskur, men se at hvis der er en smule musik, en bold, eller andet, bliver de glade og kan glemme deres ellers så onde verden. Jeg har lært at glæde ikke kun er noget du finder hos folk med store huse, penge og en helt bekymringsfri hverdag i den forstand, at du ikke skal vaske vinduer i lyskryds, eller tigge penge på gaden med dit barn for at få dagen til at hænge sammen, men det er din mentalitet, som kan gøre det hele bedre, som kan give dig den lykke du har brug for for at overleve.

Men der er mange tusinde grunde til at jeg er blevet fanget her i ARGENTINA. Jeg blev taget godt i mod lige fra starten af, af folk, som har hjulpet mig trofast gennem hele året. Jeg har fået venner og veninder, som nu er noget for mig, ingen andre i hele mit liv har været eller kan blive. Jeg ved ikke om det er omstændighederne vi har mødtes i, so har gjort det, eller, om det bare er tilfældigt, men det kan slet ikke sammenlignes med noget jeg har derhjemme.

Jeg har følt mig elsket her, følt at jeg kunne stole på folk, og de kunne stole på mig, jeg blev lukket lige ind i centrum af denne verden, og har derfra kunnet opleve den fuldtud. Livet her har ramt mig i hjertet, og jeg kan ikke nogensinde glemme det, eller de mennesker, som har været et del af det. Jeg er blevet splittet i to, på så kort tid som et år. Jeg har to verdner, som begge er en del af mig nu. Men jeg har nu kun en udvej, to verdner er en for meget, og jeg ved det. Jeg ved godt jeg skal hjem, og jeg ved godt, at det også er det jeg vil, men det er ligesom at vågne op af en drøm, og så bare ønske man kunne komme tilbage til drømmen igen, men det er ikke den virkelige verden for mig, drømmen ligger her, og jeg bliver nødt til at fortsætte med mit liv.Jeg kan komme tilbage hertil, og jeg kommer det, men jeg kan aldrig gå tilbage til den samme drøm, og jeg kan ikke forlange eller forvente at drømmen venter på mig.

At forlade Argentina nu kan ikke sammenlignes med det øjeblik jeg stod i Kastrup lufthavn for næsten et år siden og skulle forlade Danmark, for dengang vidste jeg at jeg ville komme tilbage. Det var farvel for et år. Nu sidder jeg her i Argentina efter det år, og er slet ikke den samme person mere. Jeg skal sige farvel her, men denne gang er det ikke kun for et år. Det er for altid. Det er som at lukke en pose. Jeg skal slå en knude, jeg kan komme tilbage og føle på posen, men kan aldrig komme ind i den igen. Den er lukket, og jeg kan kun, hvis jeg er meget heldig, tage nogle enkelte ting op af den igen, men kun for at putte dem tilbage hurtigt.

Jeg tror ikke kan kan lære at sige “farvel” for altid. Det er ikke noget kroppen sådan opfatter lige i det sekund man står og siger farvel, men noget som langsomt går op for en bagefter mens savnet melder sig.  Så er der alle dem, som siger, “eej, men der er så let nutildags, med internet og alt det!”, men det kan da godt være man kan snakke eller skrive sammen der, men det kan ikke erstatte det, at man kan ses, at man kan opleve noget sammen, se og føle noget sammen. Det ved jeg nu, hvor jeg har oplevet mit forhold til mine venner i Danmark falme lidt. Det er ikke muligt at holde kontakten med 30 personer, når man aldrig ses. Man kan måske lige klare det over kort tid, men længere tid gør en forskel. Og det ved jeg nu. Da jeg tog fra Danmark vidste jeg det var et år og ikke mere, jeg vidste at uanset hvad, ville jeg altid komme tilbage til Dem jeg har derhjemme. Men nu skal jeg så indstille mig p, at dem jeg efterlader her, vil jeg aldrig kunne komme tilbage og se igen, eller i det mindste ikke alle 300, men nærmere 3. Jeg kan aldrig samle mig med “hele ” gruppen” igen.

Nå nu tror jeg jeg vil til at stoppe denne ikke så korte tale. Jeg ville egentlig have skrevet lidt om de sidste par dage her, men dette var nok det, som har fyldt mest for mig de sidste par dage.

Jeg glæder mig til at komme hjem igen. Det er bare det, at jeg ikke glæder mig til at forlade det her.

For noget tid siden var jeg til en årlig rotarykonference. Det foregik i Huerto Grande, som er en by lidt længere vestpå en Cordoba. Med andre ord, langt væk fra hvor jeg bor. Det er egentlig ikke noget for udvekslingsstudenter, men vi skal altså afsted alligevel bare for at være der. Konferencen strækker sig over flere dage, en uge næsten, men vi skal kun være der en.

Så tidligt om morgenen d. 22. maj blev jeg hentet af nogle af min rotarysklubs medlemmer, som også skulle derhen. Vi brugte så ca. 5 timer på at komme derhen. Jeg var en af de første udvekslingstudenter, som ankom, så jeg brugte noget tid på at snakke med forskellige mennesker fra distriktets komite, som jeg kendte fra tidligere. Endelig kom de andre så.

Det eneste vi egentlig skulle var, at vi alle skulle op en efter en og præsentere os selv med navn, land og rotaryklub. Derefter var der middagsmad, og efter det skulle vi bare hjem igen. Vi fik dog også udleveret nogle penge. I starten af året betalte vi 300 dollars, so vi fik fortalt var til vores visum, som vi ikke har, da vi alle er det som turister. Så der var ikke rigtig nogen, som kunne forklare os, hvorfor vi skulle betale, men det skulle vi bare. Til konferencen fik vi så 100 dollars tilbage. Bedre end ingenting, men vi ved faktisk ikke hvad de sidste 200 er blevet brugt til, da vi hver tredje måned skulle ud af landet og have fornyet vores visum gratis.

Så alt i alt var konferences spild af tid, men det var obligatorisk at tage afsted. Da den slutte blev vi så sendt tilbage til Cordoba, hvor vi selv skulle tage bus hjem.

HÅNDBOLD

Også fir noget tid siden havde vi her i byen(det er der hvert år) et håndboldstævne mellem skolerne. Håndbold er jo ikke en sport de rigtig har her, så det var jeg lidt spændt på.

Det var for det første udendørs på en bane, som var meget mindre end en håndboldbane, og så var det mere som fodbold, men hvor man bare brugte hænderne. Der er ingen i min by her, som kan finde ud af at spille, så det var ret sjovt. Det endte dog også med at vi vandt det hele.

VM

Nu er Argentina jo en meget kendt fodboldnation, og fodbold er da næsten også helligt her.

Nu hvor der så er VM, er det faktisk det eneste, som foregår. Når Argentina spiller lukker alt ned. Ingen arbejder, men alle er hjemme for at se fodbold. Selv supermarkeder og tankstationer er lukket på det tidspunkt, så man kan godt fornemme, at de går meget op i det.

Vi ankom til Provinsen Missiones tidligt om morgenen. Det første vi skulle ind og se var nogle ruiner (ruinas de San Ignacio). Det var nogle ruiner fra et gammel munketempel. Vi nåede aldrig at se ret meget af ruinerne, for kort efter vi havde begyndt rundvisningen begyndte det at regne. Det er meget normalt i det område. Faktisk regner det omkring 2000 mm om året. Men da det efterhånden begyndte At regne voldsomt blev det alligevel for meget for guiden, som rendte sin vej. Vi var så overladt til os selv. Som en del af ruinerne var der et sted man kunne gå indefor og se forskellige ting fundet i ruinerne. Der endte vi alle sammen inde, mens vi ventede på bussen.

Den anden dag i Iguazu tog vi ud til nogle ædelstensminer. I det område af Argentina er der utroligt mange ædelstensminer. Der fik vi først en rundvisning, hvor vi kom ned i minerne, og så hvordan stenen sad i murene. Vi fik også forklaret forskellen på halvædelstene og ædelsene, og hvordan man vurderede værdi.  Efter rundvisningen i minerne var vi oppe og se værkstedet hvor stenene blev slebet og behandlet. Til sidst kom vi ind i butikken, hvor vi havde mulighed for at købe smykker og forskellige andre ting lavet af sten.

Senere samme dag var vi inde forbi et sted med nogle meget gamle træer. Ved indgangen var der en hul træstamme, som var over 1000 år gammel. Inden i var der lavet et kontor. Ved soden af var en anden træstamme, som var over 500 år gammel. Den var blevet lavet til en telefonboks indeni. Vi fik forklaret hvordan termitter æder træerne, og de hule træstammer bliver tilbage.

Om aftenen var vi ude  ved et sted som hedder “las tres fronteras” (de tre grænser). Det er et sted, hvor man kan stå og se over til Brasilien og Paraguay.

De to sidste dage på turen brugte vi på at se vandfaldene, som er verdens største. Vi startede med at se dem fra Brasiliens side, så vi tog en hel dag til Brasilien, hvilket også gjorde at vi alle fik fornyet vores visa. Vi startede i en bus, som kørte os gennem regnskoven og hen til vandfaldene. Der steg vi ud og skulle så gå. Vi gik langs med faldene på nogle små stier. Det var utroligt flot, da vi også havde været heldige med vejret. Vi så utroligt mange sommerfugle og firben på turen. Man kunne mange steder se regnbuer, som gik ud over vandet. Mens vi gik på stierne blev vi alle sammen meget våde, da vandet sprøjtede mange 100 meter op. Altså er det område et sted med evigt regnvejr og evig fugt. Turen sluttede ved det største fald af dem alle, “la garganta del diablo” (djævlens gab), hvor mange valgte at tage et frisk brusebad. Selv dem som egentlig valgte ikke at blive våde havde ikke noget valg til sidst, da der var vand over det hele. Det skal lige siges, at der på det tidspunkt var 10 gange så meget vand som normalt, så mange af de platforme, som var tæt på vandet var lukkede, fordi man simpelthen blev skyllet væk hvis man gik derud.Der stoppede turen så og vi tog tilbage til hotellet.

Dagen efter stod den en gang til på vand. Denne gang fra Argentinas side(hvilken er den flotteste). Den dag kunne vi vælge om vi ville med på en ekstra tur (grand aventura), som man så skulle betale ekstra for. Det havde jeg valgt. Så det første vi gjorde da vi ankom til nationalparken på den argentinske side var at tage afsted på den tur. Det var ca. halvdelen, som skulle med.

Turen startede med at vi kørte gennem junglen i nogle store biler med plads til mange. Der fik vi fortalt om dyre og plantelivet i en subtropisk jungle. Vi så også både aber og papegøjer. Efter ca. en halv time nåede vi frem til floden. Alle folk havde for morgenen af taget badetøj på, så vi fik udleveret nogle vandtætte poser, som vi så kunne smide tøj, sko, kameraer osv. ned i. Så blev vi ellers fordelt i to speedbåde, og satte afsted op ad floden mod verdens største vandfald. Selve turen op ad floden var meget flot. Men da vi så kom rundt i den sidste kurve og kunne se vandfaldene var det ligepludselig som om floden og junglen falmede lidt. Vi sejlede flere gange ind under nogle af vandfaldene, og det var fuldstændigt som at få et brusebad, bare med meget mere vand, så da vi satte kursen tilbage mod junglebilerne, var vi alle drivvåde, men i meget godt humør. Vi havde en mand, som filmede turen med på båden, så vi bagefter fik mulighed for at købe filmen. Vi fik skiftet tøj, og skulle så i de samme biler tilbage gennem junglen. Dog endte vi denne gang et sted med en stor restaurant, hvor vi mødtes med dem, som havde valgt ikke at tage med på turen. Vi spise alle sammen på restauranten, og bagefter stod den på gåture langs med faldene. Det bruge vi hele resten af eftermiddagen på. I løbet af eftermiddagen kom vi forbi en cafe, hvor der rendte en hel masse næsebjørne rundt og spiste folks rester. De var helt tamme og vandt til mennesker.

Det var tures sidste begivenhed, og efter det gik det så ellers hjem ad mod Cordoba.

Efter Mendoza kørte vi længere op nordpå, men vi holdte os stadig ovre vestpå. Efterhånden som vi kom længere nordpå kunne man tydeligt både mærke og se på klimaet, at det ændrede sig. Der blev varmere, og landskabet ændrede sig. Jorden deroppe er rød, der er tørt, ikke ret mange træer, men mange små buske og bjerge. Utroligt smukt. Det første hotel vi boede på lå ude i ingenting næsten. Der var selvfølgelig en lille by i nærheden, men selve hotellet lå ude i naturen. Det mest fredfyldte sted jeg har været i løbet af hele året tror jeg. Vi ankom om eftermiddagen og havde hele aftenen til at slappe af. Det var en helt særlig stemning melle os. Det hele var meget fredfyldt, og mange valgte at gå rundt ude mellem de lave buske og de tørre græs, mens de så på solnedgangen, bjergene og bare nød den totale stilhed, det lune vejr og naturen.

TALAMPAYA

Talampaya er en nationalpark i Argentina. En af de tre største og flotteste sammen med nationalparken ved Iguazu(verden største vandfald) og nationalparken nede ved sydspidsen, som vi så på sydturen.

Vi havde en dagsudflugt til Talampaya. Vi ankom for morgenen af, og var godt nok blevet advaret om at det er et af de varmeste steder i Argentina, da det er en ørken. Om sommeren bliver det op til 48 grader, og om vinteren omkring de 30. Vi var der så, heldigvis kan man hvis roligt sige, om vinteren. Så vi havde alle let tøj på, og ud over det hatte eller tørklæder på hovedet. Det første vi så lige da vi steg ud af bussen var, at der rendte mange små ræve rundt. Jeg aner ikke hvordan de kunne finde mad der, da vi absolut ikke så meget andet end jord og brune buske. Nå men vi startede med at køre i små busser ind igennem selve området, som var en stor kløft. Vi fik fortalt at det var et område der mindede meget om “Grand Canyon”  i USA, bare mindre selvfølgelig. Vi kørte i de små busser de 24 km ind gennem det hele, hvorefter vi stoppede ve et højdepunkt på den anden side af kløften. Der var et lille højdepunkt, hvor man kunne se ud over området. Det var utroligt flot. Guiderne fortalte, at området og klipperne blev formet for mange år siden, da der levede dinosaurusser i området. Busserne kørte så igen, og vi skulle gå hele vejen tilbage genne kløften (4 km). Det var en utrolig flot gåtur, og helt uvirkeligt. På vejen var der nogle som så bæltedyr. Det var utroligt tørt, da det regner mest om sommeren, så jorden var helt sprækket mange steder. På et tidspunkt stoppede vi alle op og stod og råbte for at lave ekko. Det var virkelig tydeligt, og jeg må nok indrømme, at ekkodalen på Bornholm her får baghjul. Til sidst på gåturen så vi på nogle klipper med gamle indianertegninger. Efter det var vi alle efterhånden meget trætte, og godt støvede, så da vi endelig kom tilbage til bussen var der dømt afslapning.

Oppe nordpå er der utroligt mange lamaer. Så på et tidspunkt stoppede vi oppe i bjergene, hvor der var to lamaer (de havde hyrder), som vi alle sammen så var ude og snakke med, og tage billeder med. Senere den samme dag var vi inde og se “las ruinas de Quilmes” (Quilmes-ruinerne), som er ruinerne, af en meget gammel by bygget af inkaerne op ad en bjergside. Byen blev bygget omkring år 200 e.kr. og havde sin storhedstid omkring 1200, hvor der levede omkring 18000 – 22000 indbyggerer Ruinerne hedder “quilmes ruinerne” fordi byen blev angrebet og ødelagt af spanierne. Næsten alle blev dræbt. Kun 2000 overlvede og de blev alle gjort til slaver, og tvunget til at gå de over 1000 km til en by kaldet Quilmes, som ligger tæt på Buenos Aires. Det er en meget lang vej, så kun ganske få overlevede. Ud af de 2000 nåede 400 frem. Ruinerne var utroligt flotte, og selve stedet hvor de var blevet bygget var meget specielt. De lå op ad en bjergside lidt inde i en kløft. Der var mange vinmarker og mange kæmpekaktusser i området. Nogle at runerne var blevet genopbygget, så man kunne forestille sig hvordan det havde set ud.

PURMAMARCA OG HUMAHUACA

I “Salta” lå det næste hotel. Det er en af de nordligste provinser i Argentina. Der var vi på en heldagsudflugt til Purmamarca og Humahuaca. Det er to små byer, som begge ligger ude midt i ingenting.

I Purmamarca er der nogle meget berømte bjerge (Cerro de los siete colores(bjergene med syv farver)),  det er nogle utroligt flotte bjerge, hvor man kan se mange forskellige lag med forskellige farver. I byen var der også et stort marked, hvor vi fik noget tid til at gå rundt. Alt var utroligt billigt, så det endte med vi fik købt en hel masse ting alle sammen. Det der blev købt var meget sweaters, halstørklæder, sokker og andre uldprodukter. ellers var der forskellige tasker, armbånd og mange andre ting lavet af læder. Da vi endelig blev færdig der fortsatte vi turen i bus til Humahuaca. Det er en anden lille meget primitiv by. Der fik vi bl.a. lamabøf til frokost. Endnu engang til på et marked og bagefter gik turen hjemad i bus igen. Endnu engang stoppede vi ved nogle meget flotte bjerge, som det blev taget rigtig mange billeder af.

På vej hjem var vi også i Jujuy, hvor vi var inde og se “Sala de la Bandera” (flaget sal), som er et rum, hvor de originale flag opbevares. Før i tiden havde Argentina et andet flag, som også kan ses der. Hver provins har også sit eget flag, som også kan ses der.

Det var Salta og Jujuy. Efter det gik turen videre til Missiones og Iguazu.

D. 15. april 2010 begyndte eventyret. Jeg var taget til Cordoba nogle dage før, for at besøge Cecilie. Vi havde brugt tiden på shopping for det meste. Dagen før turen kom Heidi så også, så vi var alle tre samlet i det ikke specielt store værelse Cecilie delte med i forvejen én anden søster.

D. 15. april startede eventyret så. Vi brugte dagen meget afslappet, fik pakket det sidste og ellers bare snakket en hel masse dansk. Om aftenen kl. lidt over 10 kørte vi så ned til det sædvanlige sted foran et stort shoppingcenter (patio olmos), hvor vi altid mødes til rotary-arrangementer. Det var der en meget spændt stemning, og efterhånden som alle de kendte udvekslingsstudenter ankom blev det snakket livligt om forskellige oplevelser og forventninger til turen.

Det er noget helt særligt at være sammen med gruppen af udvekslingsstudenter. Nu havde vi jo også mødtes tre gange før, men man føler det som om man kender alle. Alle vil det samme, de vil være sociale og imødekomne. Det at stå sammen med en flok, som kommer fra så vidt forskellige steder i verden, med så vidt forskellige kulturer og sprog og baggrunde, og så alligevel have noget tilfælles, nemlig at være udvekslingsstudent i Argentina 2009/2010, det er en oplevelse, som er helt unik, og ikke kan sammenlignes med noget.

Nå men den første nat skulle så tilbringes på bussen. Cecilie og jeg satte os som på sydturen nedenunder, hvor der denne her gang var større sæder, som kunne ligges helt ned. Luksus. Der blev sat en film så, og så gik der ellers ikke ret længe før der var stille.

Turen startede i Mendoza, som er en provins helt ovre ved Andesbjergene.

Det er sådan her i Argentina, at landet er delt ind i en masse provinser. I hver provins er der så en “hovedstad”, som har samme navn som provinsen.

Altså tog vi til Mendoza. Den første dag så vi en vinfabrik, eller et vinbryggeri, som man også kunne kalde det. Der fin vi en rundvisning, og så alt lige fra druerne, der blev presset, til de store tønder med navn og årstal på. efter rundvisningen var der vinsmagning, hvo vi bla. blev fortalt at gamle vine har korkprop og nye vine har en prop a kunststof. I Mendoza er der også et stort monument på toppen af byens højeste punkt. Bakken hedder “Cerro de la Gloria” og monumentet symbolisere en vunden krig mos Chile. Der var vi oppe en dag. Det er sådan at man skal gå derop, ad en stil med mange hårnålesving, og lige netop den dag vi skulle derop var det ret vamt!

Vi brugte en hel dag i Mendoza på en tur ind igennem Bjergene, til nogle meget øde områder. Vi havde en guide med som bla. fortalte at det i det område kun regner omkring 200-300 ml/år, og at der lever pumaer i området. Den eneste sø vi kørte forbi på turen fortalte hun var menneskeskabt vhj. en dæmning, for at få vand op i området.  Vi holdte nogle stop på turen. Bla. ved et sted med meget flot udsigt ud over de nøgne bjerge. Derfra kunne vi også se Amerikas højeste bjerg, Aconcagua, som måler 6962 m. Vi fortsatte turen helt til grænsen til Chile. Grænsen er en tuned på 3,5 km. Tunellen er dog forholdsvis ny, da der før i tiden gik en vej (den er der stadig) op over bjergene, helt op til 4000 km højde.  Den vej vi kørte på er ret kendt, fordi de er en af de eneste veje i bjergene, og en af de eneste veje, som går til Chile. Det er derfor en meget brugt transportvej. Men der bor næsten ingen mennesker der, da det er et meget barskt område men uberegneligt vejr, og lang vej til forsyninger. Dog ligger der en lille flække med 20 faste indbyggerer. Det er som sagt ikke let at bo der, da der om vinteren kan blive ned til -20 grader. Det sner også meget og kan derfor være svært at få forsyninger som mad og gas frem. På hele turen kørte vi langs en nedlagt jernbane. Den blev nedlagt fordi den blev ødelagt at stenskred, og til sidst blev det for besværligt at vedligeholde. Så det er ikke kun et område, som er svært at bo i pga. vejret, men også stenskred, jordskælv og vulkaner er normalt i området. På tilbagevejen kørte vi hen til “puente del inca”(inca-broen), som er en bro over en flod, skabt af fortidens gletsjere. Klipperne omkring broen har alle okkergule farver, og der siver vand ud fra undergrunden overalt mellem dem. Vandet som siver ud er mellem 32 og 35 grader. Der blev i starten af 1990-tallet bygget et hotel ved broen, som havde en bygning liggende nærmest under broen. Den ligger der endnu idag, men er blevet “et” men naturen, altså har hotellet sammen farve som alle klipperne omkring det. Hotellet blev nedlagt/ødelagt i 1962 af et stenskred, so slog 9 personer ihjel. Hotellet bestod af tobygninger, som var forbundet af en tunel. Det var ikke bygningen under broen, men den anden som blev ødelagt. Lige ovenfor de gamle ruiner ligger en kirke, som siges at være meget hellig, da stenskreddet, som ødelagde hotellet overhovedet ikke rørte kirken, selvom den ligger lige ovenfor hotellet. Det var alt vi så i Mendoza. Efter det gik turen længere nordpå.

Jeg har nu flyttet skole, til en af byesn to privatskoler. Det er en katols munkeskole, og det skal forstaaes paa den maade, at skolen er oprettet af munke, og uddannelsen er bygget op om katolske principper. Eleverne, som gaar paa skolen er sog ganske normale unge. Skolen kan slet ikke sammenlignes med den anden offentlige skole jeg har gaaet paa ind til nu. Der er disiplin, flere undervisningstimer og der forlanges noget mere af eleverne. Der er skoleuuniform, som alle SKAL bruge. Jeg er dog blevet benaadiget, saa jeg kan faa lov at komme i almindeligt toej. Dog noget neutralt. Uniformen som eleverne bruger er, for pigernes vedkomne, Sorte sko(moeggrimme), hvide sokker, som skal traekkes op til knaeene, graa nederdele, hvide poloshirts, bordauroede sweatshirts, og evt. en bordauroed jakke. Drengene har i stedet for nederdele, graa bukser. Man maa ikke komme med makeup, neglelak, eller loesthaengene haar. Ud over den almindelige uniform er det gymnastik uniformen. Der er et par forrede bukser til om vinteren, et par ikke-forrede bukser, et par shorts og en graa sweatshirt. Saa hvis jeg skulle ud og koebe alt det for at gaa paa skolen i to maaneder, ville det gaa hen og blive en lidt halvdyr fornoejelse. Da skolen er privat skal jeg betalte 270 pesos hver maaned. det svare til ca. 350 kr.

Lige naam an kommer ind paa skolen er der en statue af jomfru Maria. Naa eleverne moeder om morgenen og naar de forlader skolen om middagen, er de alle sammen lige henne og roere statuen og korse sig(pande, bryst, hoejre skulder, venstre skulder, kys). Om morgenen skal vi alle sammen staa paa raekker og se flaget blive hejst op. Der er saa ogsaa faelles boen. Efter det gaar timerne saa ellers i gang.

Jeg moeder kl. 7 hver morgen og faar fri kl. ti minutter i 1 hver middag. Ud over det har jeg en gang om ugen idraet om eftermiddagen og en gang om ugen halvanden time med forskellige projekter., om eftermiddagen.

Undervisningen er ogsaa helt anderledes. Naar laereren kommer ind i klasse skal alle staa op og hilse. Og der er totat stilhed i loebet af timerne. Der bliver rettet paa alt, hvad der kan raettet paa. Lige fra toej der sidder skaevt til folk der sidder forkert paa stolene, eller har andre ting liggene paa borden, lige til manglene papire eller ikke-lavede lektier.

Men alt i alt er det egentlig en meget god skole. Eleverne i klassen er rigtig soede, og selvom skoledagen er lang, hygger vi os meget sammen, saa jeg er glad for jeg har skiftet skole.

Det er i hvert fald 100 procent sikkert, at det er noget jeg aldrig kommer til at proeve i Danmark.

Nu kan jeg så få lagt nogle billeder ind. Og vi starter i December. Da vi afsluttede skolen havde vi mudderkrig hele klassen:

Da mit hockeyhold træner tre dage om ugen kl. 2 om eftermiddagen, og jeg går i skole på det tidspunkt, kan jeg aldrig rigtig komme til træning. Kun om lørdagen. Af den grund har Mauge så hjulpet mig med at få rotary overbevist om at jeg, hvis det er muligt, skal have lov til at skifte skole.

Det er så en privatskole jeg har mulighed for af skifte til. Den samme, som Mauge, og min counsellor i sin tid gik på. Men da det er en skole oprettet, og drevet af byens munke, kan det godt blive et problem, da jeg ikke er katolsk. Min counsellor har så nu snakket med skolens rektor, men det er ikke nok. Han skal også lige have tilladelse af “overmunken” Så det må jeg lige se til, hvordan går.

Hvis jeg så ender med at skifte, så kommer det til at betyde skoleuniform, og en noget strengere form for undervisning. Men det kommer også til at betyde, at jeg kan gå i skole om morgenen i stedet for om eftermiddagen, og at jeg så kan komme til at spille hockey.

For ca. en uge siden blev min “far” færdig med at studere . Han studerede noget med design af tvprogrammer i en by ca. en time herfra. (Villa Maria). Det vil sige, han studerede så her i sit hus, samme tid med at han arbejdede, men at han skulle op i sin endelige eksamen der i Villa Maria.

Vi tog så afsted herfra om tirsdagen (der begyndte påskeferien), og kørte til Villa Maria. Vi ankom om aftenen, og indlogerede os i hans bedstemors hus. Da vi ankom var vi alle meget trætte, så vi spiste og lagde os til at sove. Om morgenen onsdag stod vi op, og gjorde os klar til at tage ind på universitetet. Kl. 10 tog Sebastian (“faderen”) så derind, og vi andre kl. 11. Vi sad så alle sammen og hørte hans fremstilling, og bagefter ventede vi så på karakteren. Han bestod så med en 10’er, som er den højeste karakter her. Så alle var glade.

Nu kommer vi så dertil, hvor mel og æg kommer ind i billedet. Her er det nemlig en tradition, at nå nogen afslutter universitetet, så kaster man mel og æg på dem(mest i håret), Så da han på ud på parkeringspladsen stod vi alle klar med 50 ær og 7 kg mel, som især hans 2’årieg datter syntes var sjovt at kaste med. At han så bagefter blev klippet skaldet var så en anden lidt mere utraditionel del af legen. Da han ikke rigtig kunne sætte sig ind i en bil efter behandlingen blev han kørt hjem på ladet af en firhjulstrækker. Der skal så også lige siges, at lugten af æg i et badeværelse, heller ikke forsvinder lige med det samme.

Onsdag om aftenen tog jeg med “Mauge”(moderen) ind til centrum, hvor hun skulle købe nogle bøger til sin undervisning, og bagefter gik vi en runde i alle de skobutikker vi kunne finde, for at finde støvler. Det endte med at vi begge to fandt et par, men da ingen af os havde penge med, fik vi butikkerne til at lægge dem tilside, så vi kunne hente dem om morgenen torsdag. Om aftenen tog vi hele familien ned og spiste en is. Torsdag morgen Måtte vi så tidligt op, for at komme ind og hente støvlerne. Vi kom tilbage, spiste middagsmad, og så kørte vi ellers hjem til Ms Jz.